AUTISME

I Fokushuset beskriver vi ofte autisme som en anderledes måde at opleve verden på.

Din hjerne arbejder på en lidt anden måde end mange andres – og det påvirker, hvordan du sanser, tænker, forstår sociale situationer og bruger din energi.

Autisme er medfødt, og det er ikke noget, du vokser fra eller kan “træne væk”. Men du kan lære dig selv at kende, forstå dine reaktioner og få redskaber, der gør hverdagen lettere og mere forudsigelig.

Mange med autisme oplever, at:

  • Lyde, lys, bevægelser eller berøring kan føles ekstra stærke
  • Sociale situationer kræver meget energi
  • Det kan være svært, når ting pludselig ændrer sig
  • Detaljer, rutiner og præcision giver ro
  • Man har interesser, der betyder rigtig meget

    Det handler ikke om at være “for meget” eller “for lidt” – det er blot din hjerne, der arbejder på sin egne måde. 

Autisme påvirker hele mennesket

Autisme bliver i diagnosen kaldt “gennemgribende”.

Det betyder ikke, at alt i dit liv handler om autisme – men at den påvirker alle områder af dit liv på små og store måder:
Hvordan du forstår andre, hvordan du lærer, hvordan du sanser, og hvordan du trives.

Derfor arbejder vi i Fokushuset altid helhedsorienteret. Vi ser på dig som hele menneske – ikke kun diagnosen.

Neurodiversitet

Autisme hører under det, man kalder neurodiversitet. Det betyder, at menneskers hjerner fungerer forskelligt – og at den forskellighed er helt naturlig.

Autistiske hjerner bearbejder information, følelser og sanseindtryk på en anden måde end den neurotypiske hjerne. Det kan give udfordringer, men også helt særlige styrker.

Autisme er en måde at være menneske på, hvor hjernen arbejder lidt anderledes end hos mange andre. Det betyder, at du kan opleve verden stærkere, mere detaljeret og mere intenst – både på godt og ondt.

Autisme er ikke en fejl, og der er ikke noget “forkert” ved dig. Det handler om, at din hjerne har et andet system for at forstå indtryk, følelser og sociale situationer. Når du lærer at forstå dig selv, bliver hverdagen ofte meget lettere.

Hvordan hjælper vi dig i Fokushuset STU?

I Fokushuset STU arbejder vi ud fra, at du er eksperten i dit eget liv, og vores opgave er at støtte dig i at forstå dine behov, bruge dine styrker og få en hverdag, der giver mening.

Vi hjælper dig blandt andet gennem:

Selvforståelse og viden om autisme

Vi bruger Let’s Visualize og andre visuelle materialer, så du kan forstå hvorfor du reagerer, som du gør – og hvordan du passer på din energi og dine grænser.

Du kan få lavet en profil, der beskriver dine styrker, udfordringer og de strategier, der fungerer bedst for dig.

Den hjælper både dig selv og dem omkring dig.

Sanseintegration

Mange med autisme sanser verden anderledes.

Derfor laver vi også en sanseprofil, så vi kan finde ud af, hvad der overstimulerer dig – og hvad der hjælper dig til ro.

Træning i sociale og personlige færdigheder

Vi arbejder med ting som struktur, planlægning, venskaber, humor, stress og selvstændighed.

Vi skaber en hverdag med:

  • Tydelige rammer
  • Forudsigelighed
  • Pauser, når du har brug for dem
  • Små hold eller én‑til‑én støtte
  • Plads til dine interesser og dine behov

 

Vi tager det i dit tempo – uden pres.

Et trygt fællesskab

Du bliver en del af et miljø, hvor du ikke skal forklare dig hele tiden, og hvor andre unge ofte har de samme oplevelser som dig.

WordPress Cookie-meddelelse fra Real Cookie Banner